MULTI
Du er her: ForsideNyhederNyhedsarkiv2017Kommunale og regionale valg 2017

Kommunale og regionale valg 2017

Indsamling ved valgsteder

Kommunerne bestemmer som ejer/bruger af valglokalerne, om der må foretages indsamling ved valgstederne.

Hvis kommunen har givet tilladelse til, at der må samles ind ved valgstedet, må der dog ikke rettes direkte, personlig henvendelse til personer med opfordring til at yde bidrag. Derudover skal en indsamler anmelde sin indsamling til Indsamlingsnævnet to uger før indsamlingen finder sted, medmindre det er en organisation, der allerede har indsendt orientering til nævnet om, at organisationen foretager indsamlinger. Her skal organisationen blot orientere nævnet om, at der også foretages indsamling ved valgsteder.

Dette fremgår af indsamlingslovens §§ 3, 4 og 6 samt indsamlingsbekendtgørelsen §§ 2-3. Desuden fremgår det af vejledning nr. 9624 af 3. juli 2017 om afholdelse af kommunale og regionale valg tirsdag den 21. november 2017.

Indsamling til politiske partier

Indsamlingsloven gælder ikke for indsamlinger til støtte for politiske partier. Det betyder, at indsamlinger, der har til formål at støtte politiske partier, ikke skal anmeldes til Indsamlingsnævnet. Reglen gælder, uanset hvem der tager initiativ til indsamlingen. Indsamlinger til støtte for politiske partier må dog ikke finde sted som hus- og gadeindsamlinger.

Undtagelsen gælder ikke indsamlinger til enkeltpersoner, der stiller op til valg. Sådanne indsamlinger skal derfor anmeldes til Indsamlingsnævnet på samme måde som andre indsamlinger.

Dette fremgår af indsamlingslovens § 2, stk. 1, nr. 5, og stk. 2.

Evt. spørgsmål kan rettes til Indsamlingsnævnet på telefon 33 92 33 34, mandag til torsdag kl. 10-15, fredag kl. 10-14. 

Senest opdateret: 02-11-2017

Til toppen

Indsamlingsnævnet | Toldboden 2, 2. sal | DK-8800 Viborg | Telefon +45 3392 3334 | E-mail indsamlingsnaevnet@civilstyrelsen.dk