MULTI
Du er her: ForsideNyhederNyhedsarkiv2020Nye regler med krav om tilladelse for de almennyttige indsamlingsorganisationer

Nye regler med krav om tilladelse for de almennyttige indsamlingsorganisationer

Indsamlingsloven bliver ændret bl.a. med den virkning, at de almennyttige organisationer fremadrettet skal ansøge om tilladelse til at samle ind, jf. den nye lovs § 4, stk. 1.

Reglerne er indført med det formål at styrke kontrollen med indsamlinger og forebygge, at indsamlede midler anvendes til ulovlige formål, herunder hvidvask og terrorfinansiering. Lovændringen er opfølgning på international kritik af kontrollen i Danmark med de almennyttige indsamlingsorganisationer fra The Financial Action Task Force (FATF).

Reglerne betyder, at de almennyttige indsamlingsorganisationer ikke længere vil kunne nøjes med at orientere om deres indsamlinger, men skal søge om tilladelse. Tilladelse kan maksimalt gives for 3 år ad gangen til organisationer, som har eksisteret i mindst 3 år og som er godkendt efter ligningsloven som berettigede til at modtage gaver, der kan fradrages ved indkomstopgørelsen. Lovændringen medfører desuden som noget nyt, at organisationerne i årsregnskabet fremover skal oplyse om resultatet af de enkelte indsamlinger, som de har afholdt i løbet af året.

De organisationer, som ikke har eksisteret i tre år vil skulle indsende ansøgning om tilladelse til hver enkelt indsamling og tilsvarende aflægge regnskab efter indsamlingen er afsluttet.

Loven træder i kraft 1. marts 2020, men organisationerne har indtil 1. august 2020 til at søge tilladelse efter de nye regler.

Indtil 1. august vil organisationerne således kunne samle ind i overensstemmelse med deres gældende orienteringsordning.

Fra 1. marts vil ansøgningsskemaer være tilgængelige her på nævnets hjemmeside med angivelse af, hvilke oplysninger, der skal indgives til Indsamlingsnævnet. Indsamlingsnævnet foretager fremadrettet en selvstændig prøvelse af de oplyste formål.

Endvidere skærpes reglerne for overtrædelse af indsamlingslovens regler og reglerne om god indsamlingsskik.

For at understøtte den øgede kontrol og forebyggelse mod terrorfinansiering og hvidvask udvides Indsamlingsnævnet med et medlem, der er indstillet af Rigspolitiet, og som skal have særlig indsigt i forebyggelse og bekæmpelse af terrorfinansiering og hvidvask.

Loven som vedtaget

 

 

Senest opdateret: 31-01-2020

Til toppen

Indsamlingsnævnet | Toldboden 2, 2. sal | DK-8800 Viborg | Telefon +45 3392 3334 | E-mail indsamlingsnaevnet@civilstyrelsen.dk