Ofte stillede spørgsmål

Her finder du en liste over ofte stillede spørgsmål til Fondskontoret.

Ofte stillede spørgsmål

En fond kan stiftes både af fysiske og juridiske personer. Fondsloven indeholder en række minimumskrav til stiftelse af en fond:

  1. Fonden skal have en formue, dvs. fonden skal have aktiver, herunder eventuelle ejendomme, for mindst 1 mio. kr. ved stiftelsen,
  2. formuen skal være udskilt fra stifterens formue og må ikke kunne tilbageføres til denne,
  3. fonden skal have et eller flere bestemte formål,
  4. formuen skal stå i rimeligt forhold til formålet, og
  5. fonden skal have en selvstændig ledelse i forhold til stifter, dvs. som udgangspunkt skal en tredjedel af bestyrelsen være uafhængig af stifter.

Fonden skal desuden have en vis tidsmæssig udstrækning, der som udgangspunkt er mindst 10 år.

Hvis alle disse betingelser er opfyldt, er der tale om en fond.

Ved anmeldelse af en ny fond til Civilstyrelsen skal der vedlægges:

  • Vedtægt for fonden,
  • fortegnelse over fondens bestyrelse, og
  • meddelelse om, hvem der er udpeget som revisor.

Ændring af en fonds vedtægt kræver Civilstyrelsens tilladelse, jf. fondslovens § 32, stk. 1.

Ansøgningen skal indeholde et forslag til de ønskede ændringer og en begrundelse for ændringerne. Send gerne den nye vedtægt eller et vedtægtstillæg, hvor ændringen fremgår, sammen med ansøgningen.

Vedtægten eller tillægget skal være dateret og underskrevet af bestyrelsen.

Det er altid en konkret vurdering, om en vedtægtsændring kan tillades.  Civilstyrelsen foretager en vurdering af, om ændringen er hensigtsmæssig og ser på omfanget af den gældende bestemmelse og den ønskede ændring. Vurderingen fortages under hensyn til vedtægtens øvrige bestemmelser og stifters vilje.

Civilstyrelsen kan tillade, at en fond bliver opløst, hvis den har eksisteret i et vist tidsrum og der ikke længere er et rimeligt forhold mellem fondens formue og fondens formål.

Det kræver som udgangspunkt:

  • at fonden har eksisteret i mindst 10 år,
  • at fondens samlede midler ikke må overstige 3-4 mio. kr., og
  • at der ikke længere er rimeligt forhold mellem fondens formål og formue.

En ansøgning om opløsning skal være:

  • begrundet,
  • angive, hvordan bestyrelsen ønsker at uddele fondens sidste midler, og
  • vedlægges seneste årsregnskab.

Der er ikke et ansøgningsskema. Ansøgningen kan sendes på mail til civilstyrelsen@civilstyrelsen.dk, som Digital Post eller med brev.

Midlerne skal som udgangspunkt uddeles i overensstemmelse med fondens formål, medmindre fondens vedtægt har en opløsningsbestemmelse.

Civilstyrelsen tillader kun uddeling til andet end fondens formål, hvis dette er umuligt at efterleve eller klart uhensigtsmæssigt.

En opløsning kan ske på én gang eller over en periode på op til 3 år.

Civilstyrelsen behandler sagerne i den rækkefølge, de bliver modtaget eller oprettet.

Hvis en sag haster, fordi der er særlige omstændigheder, skal du skriftligt sende en anmodning med begrundelse for, hvorfor denne sager haster. Civilstyrelsen vil derefter tages stilling til anmodningen.

Hvis fondens bestyrelse ikke kan nå at besvare Civilstyrelsens brev inden den fastsatte frist, så kan du anmode om at få fristen forlænget. Anmodningen skal være begrundet og kan sendes til fonde@civilstyrelsen.dk med henvisning til sagsnummeret.

Civilstyrelsen indkalder hvert år et antal fondes regnskaber med henblik på en gennemgang. Du skal derfor kun indsende årsregnskaber til Civilstyrelsen, når du bliver bedt om det.

Bestyrelsen skal ikke orientere Civilstyrelsen om ændringer i bestyrelsen.

Bestyrelsen skal altid registrere sine reelle ejere i CVR på virk.dk.

En række fonde er ikke omfattet af fondsloven. Det drejer sig navnlig om fonde, der er undergivet andet offentligt tilsyn. Civilstyrelsen kan herudover bestemme, at en fond, helt eller delvist, skal være undtaget fra fondsloven.

Civilstyrelsen fører ikke et register over fonde og deres formål. Henvendelser vedrørende ansøgninger skal derfor rettes til bestyrelsen for den enkelte fond.

Spørgsmål eller henvendelser omkring skattemæssige forhold skal rettes til Skattestyrelsen.